Det var på Gentofte Stadion en stemning, der minder om den, der må være på Cape Canaveral ligø før NASA fyrer rumfærgen ud i det mørke verdensrum
Alle blik var rettet imod de mange gigantiske TV-skærme ved siden af og over scenen.
Øjnene flakkede fra skærm til skærm.
Og man søgte samtidigt at holde øje med den endnu mørke scene.
Endnu engang i år var Gentofte Stadion totalt udsolgt, og udenfor, blandt bunker af affald og desillusionerede svenskere, tog prisen på sortbørs-billetter himmelflugten.
Bjarne og Christian fra Holstebro var villige til at spille 1,000 kroner, hvis nogen ville overlade dem deres adgangskort til U2s ZOO-TV paradis.
Skyerne drev lidt, og stoppede så en kort overgang, for at afgive lidt udendørs rock-juice i form af en forfriskende byge.
Så pludselig ændrede hele billedet sig, og selv det danske sommervejr tog sig sammen.
Som af ærefrygt fortrak skydækket om bag U2's gigantiske scene-opstilling og afslørede en skrækindjagende smuk solnedgang.
Efter også vejret var kørt i stilling, var den sidste forhindring ryddet af vejen for årets rockshow.

U2, GENTOFTE STADION (2)
Af Susanne Johansen

* * * * *

B.T. Lad mig bare indrømme med det samme, at jeg ikke var spor oplagt til at ta' rejsen til U2's Zooropa i går aftes.
At blive fanget i et teknologisk helvede var ikke det, der stod øverst på min hitliste.
Men disse irske troldmænd heksede mig ind i deres u2pia, og satte sig på mine sanser, indtil jeg magtesløst måtte overgi' mig.
Det var forrygende!.
Det første kvarter så det ellers ud til, at min frygt var begrundet. Til tonerne af "Drug Of The Nation", "Bees", og "Zoostation" udsatte U2 os for et sandt bombardement, der fik golfkrigen til at ligne en børneleg.
"Speed". "Crack". "Pussy". "Baby". Med LYnets hast blev statements kylet i knolden på os. Det var ganske enkelt mere end man ku' kapere. Medmindre man var på speed. Eller crack.
Måske var det blot et stort show-off. For at vise hvad de og deres teknik ku'. Men det ku' ikke imponere mig.
Det ku' U2 til gengæld senere.
Da først de fik strippet teknikken ned og koncentrerede sig om det, de var bedst til: At være verdens bedste rockband.

DE TØR GI' TID
For det er det de heldigvis stadig, trods deres flirten med techno og dance. Især når de tør gi' musikken tid.
Det gjorde de i "One". Et nummer Bono dedikerede til befolkningen i Sarajevo. Der stod han så, helt ude for enden af rampen.
Ude midt blandt 32.500 mennesker. Og sang så smukt, at man sku' være et dumt svin, hvis ikke man lod sig bevæge af sangens enkle skønhed.
Og da resten af bandet kort tid efter gjorde Bono selskab på rampen og kastede sig ud i en forrygende "Angel Of Harlem" efterfulgt af "When Love Comes To Town", så hvade U2 fået krammet på os alle.
Fordi deres musik blev nærværende og vedkommende.
Okay, selvfølgelig er fascinationen af teknikkens vidunderlige verden uundgåelig.
Men det der sku' vise sig at være en rød tråd gennem mere end to timers show, var altså også, at disse visuelle bombardementer virker kølige og distrancerende.
Men U2 viste også, at teknikken trods alt kan bruges til menneskelig kontakt.
Som en direkte forbindelse til Sarajevo, hvor publikum var en del af en direkte dialog.
Eller klip fra skriftemålsboksen.
Da Bono rundede aftenen af med Elvis' "Can't Help Falling In Love With You", var der ikke et øje tørt, og ikke en sans mættet.
Der var ufattelig smukke elementer. Ufattelige fede.
Det blev en rejse til U2pia.

Normalt er det godtfolk, der får audiens hos de kongelige, men i går var rollerne byttet om, og vores rock-glade kronprins Frederik fik et par minutters foretræde for Adam Clayton, bassisten i Bonos supergruppe.
Det royale møde var ikke langt, men at dømme ud fra Kronprinsens ansigtsudtryk, forløb det vel.
"Det er kun seks en halv time siden jeg landede med flyveren fra USA," sagde prinsen til BT.
"Jeg er lidt træt, men jeg ville nå hjem til den her koncert".

GODT GRIN

Ellers så det ud til, at Frederik følte sig godt tilpas blandt de 32,000 rockfans på Gentofte Stadion.
Han cirkulerede rundt, og fik sig et godt grin sammen med gamle venner.
"Her er utroligt mange, jeg kender fra tidligere, og det er virkelig rart at møde dem," sagde en træt, men veloplagt prins.
Han fik en lang snak med Peter A.G. Nielsen og Per Chr. Frost fra Gnags, som er en "gammel bekendt fra Århus".
"Den første september starter jeg igen på studiet i Århus. Tiden i USA er fløjet af sted, men der er rart at være hjemme igen," smilte Frederik, og så var det ellers af sted til Mødet med Bono fra U2.

Ja, ja, der er nogen som kan.