* * * * * *

Europa er i opløsning. Balkan står i flammer, men både EF og politikerne synes fast besluttet på at flygte fra ansvaret.
Det vi U2's frontmand Bono ikke affinde sig med. Derfor griber han - overalt, hvor U2 kommer frem - sin sølvtelefon og kræver magtens mænd til ansvar.
Således også i aftes, hvor Bono - klædt ud som selveste Mefisto - forsøgte at komme i kontakt med Uffe Ellemann-Jensen.
- Jeg har en ven her i København: Mr. Uffemand!. Skriger Bono i mikrofonen og indtaster det telefonnummer, som den altid hjælpsomme avis, Ekstra Bladet, var så venlige at forsyne ham med før koncerten.
- Hallo, siger fru Alice i den anden ende af røret. - Kunne jeg komme til at tale med Mr. Uffemand? - Sig mig, hvem taler jeg egentligt med? - Mit navn er Mister McPhisto…. - Han er desværre ikke hjemme i øjeblikket. De må ringe igen i morgen. Smæk!!! - But I Just Called To Say I Love You crooner Satans menneskelige modstyrke, U2's Bono
Til tilhørernes udelte begejstring.
I Guder for en aften!.
Hvis jorden på Gentofte Stadion var fugtig efter koncerten, vat det hverken på grund af regn eller øl-sjatter.
Smatten skyldtes udelukket sved og glædestårer.
Aldrig, aldrig, aldrig har Gentofte Stadion dannet ramme om et rockshow, som kan måle sig med det, 32,000 overværede i aftes, hvor var tids største gæstede København.
Med las os skrue tiden et par timer tilbage. Til klokken er 21.45.
Mørket har sænket sig over det totalt udsolgt stadion. Vi er 31,999 almindelige publikummer og én kronprins, som holder vejret så tæt, at vi er kvælningsdøden nær.
Så går de løs.
Kaskader af lysprojektiler kløver sig gennem aftenskumringen, tunge tordentrommer og hylende guitarklodser flænger idyllen og brænder sig vej ind under huden, som en kæmpemæssig atomar eksplosion.
Dette er det største og mest grænseoverskridende rock'n'roll show, verden endnu har set.
Det varer fire-fem numre, før man overhovedet kommer sig over det første visuelle chok og begynder at lægge mærke til musikken og bandet som, fra toppen af Gentofte Stadion tribune - ligner små vingummibamser, det er faret vild på en kagemand.

ROCK-CIRKUS (2)

Når de første chok har fortaget sig, begynder man at betragte: kors, hvor er kan dog, i fysisk forstand, gværg-agtig lille, denne verdens mest feterede rock-stjerne, U2's frontmand, Mr. Bono.
Stemmepragten fejler imidlertid ikke noget, afslører allerede første nummer 'Zoo Station' - den perfekte optakt til dette vor tids mest ekstravagante, udfordrende og sjælerystende rock-cirkus.
Vi får ' The Fly', vi får 'Mysterious Ways', 'One' hvor 32,000 opflammer stadion i medfølelse med de lidende i Sarajevo - 'Even Better Than The Real Thing' og Until The End Of The World'.
Det er sangene fra 'Achtung Baby', den rockplade, som klarest og mest ubarmhjertigt har tolket 90ernes Europa: Et Europa i opløsning, et Europa, hvor kun fremmedhadet, arbejdsløsheden, fremmedgørelsen, egoismen og fascismen har kronede dage.

Bono sejler rund på scenen med den magiske zapp-stav, der bringer ham i kontakt med såvel alle universets satellitter som Lou Reed - med hvem Bono synger en hjerteskærende duet i New York-legendens gamle klassiker, 'Satellite Of Love'.
Det er næsten 'better than the real thing', for Onkel Lou er her selvfølgelig ikke rigtigt i aften på Gentofte…Men Lou Reeds sammenbidte ansigt ætser sig vej gennem det gigantiske lærred, publikums hænder løfter sig synkront mod himlen - og således smelter den virkelighed, vi kender fra MTV og tv-skærmen totalt sammen med den virkelige virkelighed.
Bono rendyrker og nyder rollespillet:
Snart er han den glinsende, sortklædte 'The Fly' iført psykotiske, mørke solbriller og plateau-sko. Snart er han rock'n'roll-helten Bono, som farer op og ned ad den gigantiske rampe, der fører ham midt ud imellem det publikum, som tilbeder ham som en genopstanden Messias og bare vil have flere og flere U2-hits.
Snart er han den dæmoniske Mister McPhisto, iklædt gulddragt og majet ud med læbestift og røde horn i panden.
Ironisk er det unægtelig, at netop Bono, der så ofte er blevet kaldt 'rockens reneste hjerte' skal agere den ondeste og mest fortabte sjæl af dem alle: Mefisto, djævlens menneskelige håndlanger…
'Bullet The Blue Sky', With Or Without You', 'Where The Streets Have No Name'.
32,000 synker en kollektiv klump på størrelse med en basket-ball.
Dette er så skide overvældende, at det næsten gør ondt.

SCIENCE FICTION (4)

U2's 'Zoo Show' lader sig kun fattigt beskrive på usselt avis-papir, men så meget er sandt: dette er science fiction, hundredvis af flimrende tv-skærme, svævende Trabanter, der flyver lige så frit i vinden, som friheden blandt folkeslagene i det tid ligere Østeuropa, dette er et overdimensioneret elektronisk cirkus af en anden verden, dette er virkelighedsforvrængning, virkelighedsforstørrelse, tusindvis af budskaber, slogans, inputs…Kort sagt, masseforførelse og et multimedie-bombardement i et omfang, der får CNN og satellit-kanalerne til at minde om uskyldsren Bamse & Kylling.
U2 spiller 'Numb' fra Zooropa.
U2 spiller 'New Years Day' fra War.
U2 spiller 'Desire' fra Rattle And Hum.
Det betyder ikke så meget nu og her på Gentofte, hvor det visuelle udtryk for længst har overhalet det musikalske.
Lige indtil bandet stiller sig ud og spiller 'Angel Of Harlem' og Dear Prudence' på akustiske instrumenter…
Så tænker man sig tilbage til 1982, hvor U2 sidst gæstede Danmark og leverede en af de største koncerter i Roskilde Festivalens historie.
Mange nye sange har set dagens lys siden dengang, mange millioner er rullet ind på bankbogen, men både hjertet, energien og U2-opstillingen er intakt:
Bono, The Edge, Adam Clayton og Larry Mullen Jr.
For 11 år siden bare unge irske opkomlinge med kommen fuld af ambitioner, talent og ubegrænset selvtillid.

KÆRLIGHEDENS AFTEN (5)

I aftes, på Gentofte, var de verdens største rockband.
Forventningerne til koncerten tangerede det uopfyldelige, men Bono & Co. skuffede ingen.
Selv en garvet, hårdkogt rockreporter som undertegnede måtte knibe en tåre under den mægtige 'Until The End Of The World'.
En fæl og image-undergravende oplevelse, men den koncert, U2 leverede - før bandet igen satte sig op i privat-flyet og satte kurs med endnu nordligere himmelstrøg - var og blev en af de sjældne oplevelser, som ikke alene jeg, men også 31.998 andre - samt en kronprins - vil mindes, om ikke til verden ende, så i hvert fald et godt stykke hen af vejen.
Det blev den smukkeste aften.
En aften 'In The Name Of Love'.
Uafrysteligt er det øjeblik, da Bono griber sin sølv-telefon og ringer direkte til Sarajevo.
- Denne by er døende.
Hjælp os, trygler en stemme fra krigs-helvedet ud over det ganske stadion.
Tårevædende øjne og tusinde tændte lightere fortalte, at vi havde forstået budskabet meget tydligere end Mitterand, Kohl, Uffe, Helveg og Nyrup.
Således blev U2 koncerten mere end en gemen rock-fest.
Det blev en aften i Kærligheden Navn.

AF MORTEN V. POULSEN