Skt. Bonos aften i Forum

Cirka midt inde i U2's turnepremiere i fredags tog man sig selv i at være fanget i et af de sjældne øjeblikke, som man håber ikke stopper.
"Stuck In A Moment You Can't Get Out Of" var et af de momenter, hvor band, melodi og publikum finder hinanden - bliver ét. Det skulle vise sig at blive starten på en næsten timelang kulmination.
U2's seneste album "All That You Can't Leave Behind" er blevet kaldt for " et tilbage til rødderne-album". For mig er det faktisk det første U2 album kun med modne, rigtige afrundede og hele popsange med melodien i centrum. Sådan var det heldigvis også under koncerten.
Det startede tyndt med dårlig lyd. Med Larry Mullens mudrede trommer og Adam Claytons bas helt ude af fokus. Og Bonos sang var helt overstyret og distortionagtig. Synd for et nummer som "Elevation" - et af pophistoriens bedre forsøg på at beskrive elkovsakten.

Slog gnister
Det blev heldigvis meget bedre.
I den smukke "Kite" begyndte Bonos nøgne stemme at trænge igennem. I det fremragende "Gone" og bagefter i "Mysterious Ways" begyndte The Edges guitar at slå gnister. Sidstnævnte lød som den funky Lenny Kravitz-agtige rocker, den sikkert er tænkt som.

Klassikere
Så kom et medley af U2-klassikere "I Will Follow" og den normalt bombastiske og oppustede "Sunday Bloody Sunday". Dem har jeg i fem tidligere U2 koncerter aldrig hørt så straight rock'n'roll'ede Især "I Will Follow" blev spillet med en velgørende - no shit vi-mener-det attitude.
I "Stuck In A Moment…" fornemmede man så denne her samhørighed mellem band og publikum. Fedt at opleve U2 lade musikken tale og vinde helt for sig selv - næsten helt uden scenelir, uden længere salvesesfulde prædikener fra Skt. Bono. Og med en The Edge koncentreret om at spille sin irske røv ud af bukserne. Mindre klangflader og ambience, mere rock. Resten af koncerten blev en U2r de force gennem gruppens bedste sange, de er.
Som ekstranumrene "With Or Without You", "Pride (In The Name Of Love)" og det geniale "One" med det ekstatiske publikum som U2's gemte medlem - hvor man stod tilbage med denne her diffuse, men velgørende fornemmelse, at livet godt lejlighedsvis kan være andet end rudekuverter.
"Er du kommer her for at spille Jesus for de spedalske i dit hoved", synger Bono i "One". I aftes kom han ikke som Jesus, men som svedig popsanger. Og han sejrede.

Af Jan Eriksen

(Hvad tid på natten blev det skrevet???)